Den indiske mystik

Tim Pallis

Det old indiske skrift Rigveda, som omfatter over 10 tusind vers i et indoeuropæisk sprog mundtlig nedarvet mellem 1700-1100 tallet f.v.t. indeholder grundlaget for alle de indiske religioner. Heri findes mange hymner om indtagelse af en psykedelisk drik (soma, haoma) som gør en "udødelig". Der er mange vers i Rigveda, som handler om at se et stort lys. Guden Indra er lysets gud og hymnerne er til ham.

Jeg er gået videre end himmel og jord og er i mit es.

Jeg har drukket soma.

Jeg vil løfte jorden op og placere den her eller der,

Jeg har drukket soma.

Det er efterhånden også blevet god tone i forskningen, at de græske mysteriereligioners skoler, som f.eks. De eleusinske mysterier, må have brugt en psykedelisk drik i deres indvielses ceremonier. Det store spørgsmål er stadig, hvad det var for et planteudtræk man brugte. Den græske kultur var en udvikling af den mykenæiske kultur. Mykenæ betyder ”svampeby”.

Nu skal man selvfølgelige være forsigtig med den slags antydede fortolkninger, men interessant er det. Det psykedeliske stof, som kan formidle en vision af det ”store klare lys”, men også en meget organisk fordybelse, er og bliver psilosybe semilanceata, som findes i nogle svampe, der gror overalt i verden på græssende dyrs ekskrementer.

Dionysos kulterne foregik om efteråret og det er svampenes tid. Det er også kendt at præstinden i Delphis Orakel brugte et canabissativa udtræk fra hampeplanten for at modtage en særlig indsigt.

De mange meget forskellige religiøse traditioner i Indien omtales af religionshistorikerne som hinduismen. Det er meget misvisende. Indien er et stort multireligiøst kontinent med en historie, som går tilbage til induskulturen som florerede fra 3300-1700 f.v.t. Der er mange folkeslag og invandrer og mange former for religioner og spiritualitet. Buddhismen havde bl.a. sin vugge der ca. 500 år f.v.t.

Jeg bryder mig ikke om at kalde Indiens mangfoldige religiøse traditioner for hinduisme. Hvis der er en fælles betegnelse for de indiske religioner, må det være sanatana dharma. Sanatana betyder evig, det er det, der hverken har en begyndelse eller afslutning. Ordet dharma kommer af dhri, som betyder at holde sammen på noget eller at understøtte eller bære noget f.eks. pælene i et hus. Sanatana dharma er derfor det, som i al evighed bærer alt, hvad der er. Hvad er det?

I virkeligheden er ordet hindu en persisk og græsk betegnelse for Indien fra det første årtusinde f.v.t. Ordet hindu henviser til både en geografisk, etnisk og kulturel identitet for mennesker, som bebor det indiske landområde omkring og øst for Indus floden. Fra det 16. årh. blev det en betegnelse for indere, som hverken er tyrkere eller muslimer.

På sanskrit bliver hindu til sindhu. Indus floden blev kaldt Sinda af assyrene, grækerne sagde Indos og romerne Indus. Så hvorfor skulle de mange folkeslag og stammers religioner egentlig kaldes hinduisme.

Indernes spiritualitet er mangfoldig og forskelligartet, for vi har at gøre med en kulturudvikling, der strækker sig over 5000 år. Omkring 2000-1500 f.v.t. vandrer et indoeuropæisk folk kaldet arierne ind i Indus området og de borttvinger den derboende befolkning.

Migranternes mundtlige spiritualitet er de fire Vedaer. Disse vediske hymner og offerritualer er udgangspunktet for alle de religioner, som senere uddifferentierede sig i Indien.

Det næste fællestræk for de indiske religioner er Upanishaderne, hvor de ældste også er mundtlige overleveringer. Det er ofte dialoger mellem en fader og søn, guru og elev eller guddom og menneske. Man regner med at de ældste Upanishader stammer fra 800-tallet f.v.t. Der skrives stadig nye Upanishader i Indien i dag.

Det meste af den religiøse litteratur i Indien er nedskrevet på sanskrit. Sanskrit har stort set samme rolle, som latin havde i Vesteuropa op til d. 20. århundrede. I begge tilfælde kan man for så vidt godt tale om "døde sprog" i og med, at ingen naturligt taler disse sprog som modersmål længere.

Det skrevne klassiske sanskrit opstår et eller andet sted mellem 500-300-tallet f.v.t. Det siges at skrifttegnene er inspireret af hebraisk. Den tidligste litteratur er brahmanlitteraturen bl.a. Upanishaderne.

Det folkelige sprog er på den tid en middelindisk dialekt kaldet prākrit. De tidlige buddhisters skriftsprog pāli er også et middelindisk sprog, og middelindisk udvikler sig gennem tiden til de over hundrede nyindiske dialekter såsom hindi, bengali og gujarati.

Fra 500-tallet og fremefter opstår en mangfoldighed af indiske religioner: Først buddhisme, jainisme, samkya og yoga. Dernæst kommer Bhagawad Gita og så opstår alle de andre frelsereligioner, som er forskellige former for vedanta, som betyder vedaernes afslutning. Det er traditioner som f.eks. advaita vedanta (ikke-dualisme), vishishtadvaita (helhedens ikke-dualisme), dvaita-vedanta (dualisme) og dvaitadvaita (dualisme med ikke-dualisme).

Dernæst følger forskellige traditioner, der opstår omkring enkelte udtryk for det guddommelige som f.eks. shaivismen, vaishnavismen og shaktismen (tantra). Der opstår forskellige former for yoga-praksis for at opnå moksha, dvs. en særlig befrielse i dette liv (jivanmukti) eller en befrielse hinsides dette liv (videhamukti).

Sikhismen er en monoteistisk religion, hvor Gud (Vāhigurū) er formløs, tidløs og usynlig. I denne religion har man sat begyndelsen af den første udgivelse af sikh skrifterne til tallet "1", for at fremhæve, at Gud er én og universel - dvs. at Gud er allestedsnærværende og uendelig nuvær.

Indisk religionsfilosofi er en fantastisk berigelse at sætte sig ind i. Det er et enormt område at soterologiske tekster, metafysik, og dialoger mellem oplyste mestre og deres elever. Disse filosofier er mindst lige så indsigtsfulde og dybe som den klassiske vesterlandske skolastik og Vestens mystiske traditioner.

Selv om de forskellige traditioner har deres egne formuleringer og deler sig op i stort set dualistiske og ikke-dualistiske traditioner, så deler alle de indiske spirituelle traditioner en række begreber, som har sanskrit rødder f.eks. dharma, karma, moksha, samsara, nirvana, jnana og bhakti.

Det helt specielle ved indisk spiritualitet er vigtigheden af at møde den oplyste mester og stå i lære hos ham, indtil man selv når til en afklaring i sin spirituelle søgen. Det er vanskeligt at finde den rigtige mester, og der er mange såkaldte mestre, som ikke kan leve op til den ultimative erkendelse.

Den klassiske advaita (ikke to) mester Adi Shankara (tidlig 700-tal) sagde:

Den dumme ser på sin krop og siger: ”Det er mig”

Den lærde tænker: ”Det er mit personlige jeg”

Den vise, som kender sin sande identitet, siger: ”Jeg er det evige”

Han er et individ, men uden adskilthed.

Den, som har ”sjælens” vision,

har opløst ”jeget” i den rene bevidsthed.

De tre indiske ”guder” eller aktiviteter i tilværelsen som betegner skabelse, bevarelse og ødelæggelse er Brahma, Vishnu og Shiva. Vishnu har en særlig rolle, idet det fortælles, at denne guddom fra tid til anden forvandler sig til et menneske for at kunne vække en længsel efter sandheden hos et menneske.

Dette særlige menneske er en inkarnation af Vishnu og kaldes Avatar. En Avatar er et menneske, hvis opgave er at lære andre mennesker om den spirituelle visdom, som de allerede er i besiddelse af, men som de fleste ikke kender. I Bhagavad Gita er læremesteren Krishna, som er en Vishnu inkarnation. I kristendommen er Jesus en inkarnation af Gud.

Det er forståeligt, at jøderne opfattede det som basfemi, at Jesus identificerede sig med alle tings ophav. Selv i dag er det stadig forkert at udtrykke sig på den måde i den judæisk-kristne-islamiske verden.

I Indien er det derimod en lidt anden sag, fordi man slet ikke opfatter en sådan udtryksmåde som blasfemi eller som et udtryk for storhedsvanvid, men snarere som et udtryk for ydmyghed.

Ifølge indisk religiøsitet er det ikke et udtryk for ego teisme eller forgudelse af jeget eller selvforgudelse at sige: ”Jeg er, at jeg er”. Det er derimod den bedste måde, hvorpå man kan formulere, hvad der er alle tings egentlige natur, at Gud er den eneste eksistens, og at ens egen virkelige identitet er Guds egentlige væsen.

Den indiske advaita vedanta mester Sri Ramana Maharshi (1879-1950) har sagt: ”Det eneste varige er virkeligheden, og det er selvet (atman). Du siger “Jeg er", "Jeg går", "Jeg taler", "Jeg arbejder" osv. Sæt bindestreg mellem jeg og er, så får du jeg-er. Det er den blivende og fundamentale virkelighed. Denne sandhed lærte Gud Moses: Jeg er, at jeg-er, Vær stille og vid at Jeg er Gud, altså jeg-er er Gud.” (Talks with Sri Ramana Maharshi no. 503).

JEG ER er således brødet, som stiller sulten, JEG ER er lyset, som fjerner den åndelige uvidenhed, JEG ER er døren, som man skal igennem, hvis man vil være ét med faderen, JEG ER er genopstandelsen og det evige liv.

Ramana Maharshi, som uden tvivl var den største indiske mystiker i forrige århundrede, siger et andet sted følgende om Guds navngivelse af sig selv til Moses:

”Sindets væsen er ikke andet end opmærksomhed eller bevidsthed. Når egoet imidlertid behersker det, fungerer det som evnen til at tænke, ræsonnere og opfatte. I den universelle bevidsthed, som ikke er begrænset af egoet, er der intet, som er adskilt fra den, og den er derfor ene og alene opmærksom. Dette er meningen med bibelens "Jeg er at Jeg er" (Talks with Sri Ramana Maharshi no. 188).

JEG ER er imidlertid ikke kun Guds virkelige navn, men også ethvert menneskes virkelige identitet. Når man erkender sin virkelige identitet JEG ER, oplever man dette som den rene bevidsthed eller som sindets formløse væsen, som aldrig kan adskilles fra bevidsthedsindholdet. Det er derfor vigtigt at erkende, at JEG ER også er denne verdens egentlige natur eller virkelighedens evige nuvær.

I Brihadaranyaka Upanishad, 4. Brahmana, vers 1 fortælles hvorledes selvet eller atman ved universets begyndelse blev bevidst om sig selv som JEG:

”Denne verden var i begyndelsen ikke andet end selvet (atman) eller den rene bevidsthed” (purusha). ”Da han så sig omkring, så han ikke andet end sig selv. Så sagde han: JEG ER”.

Deraf opstod benævnelsen Jeg (aham). JEG ER er derfor også indernes første navn på Gud, ligesom det er jødernes navn på Gud. Den ene, ubetingede og udelelige helhed, som er Brahman, bliver bevidst om sig selv som JEG ER.

Dette er altså det oprindelige navn i alle religioner. Det første bogstav i sanskrit alfabetet er A og det sidste er HA. AHA indbefatter således alt lige fra begyndelsen til enden. Det er virkelighedens evige situationstotalitet i dette øjeblik.

I advaita vedanta mystikken findes et udsagn, som er faldet mange for brystet, det er aham Brahmasmi! Denne korte sætning betyder ”jeg er Brahman”, og det er måske ikke så underligt, at jøder, kristne og muslimer har haft svært ved at guttere dette udsagn. Det lyder jo unægteligt som megalomani for ikke at sige patologi.

Men der er en anden mening forbundet med at sige aham Brahmasmi! som fjerner den indbildske tone, vi kan lægge i det. Aham betyder jeg, Brahman er det ubegrænsede, og as betyder at være, altså: ”Jeg er det ubegrænsede!” Desuden betyder asmi også den rene bevidsthed om væren.

Det drejer sig altså om at blive bevidst om at være til og være den universelle bevidsthed, som indeholder alt. Man opdager lidt efter lidt i sin meditation, at bevidstheden om at eksistere først er som krop og sind, siden som åndedræt og ånd for til sidst at være et bevidsthedsrum.

Hvis man fejlagtigt identificerer denne universelle bevidsthed med krop, sanser og sind, forvandles JEG ER til et egotrip - jeg er det eller det, eller jeg er sådan eller sådan. Dette bliver i alle indiske religioner betragtet som uvidenhed, en illusion, maya, og det er starten på vore vildfarelser.

På denne måde opstår nemlig den individuelle person jiva ved at tanken opfatter JEG ER bevidstheden som dette eller hint. Derfor kommer mennesket til at opfatte sig selv som en individuel person, et jeg eller ego, der skaber og handler.

Hvis man derimod siger aham Brahmasmi! betyder det, at man ikke længere betragter sig selv som en bestemt person, der er sådan eller sådan, og som gør det eller det. I stedet for opfatter man nu sig selv som atman eller den ubegrænsede tilværelse, der er til, før der var nogen, som kaldte én Peter eller Anna.

Det er i denne forstand, vi må forstå det vigtige eksistentielle spørgsmål fra zen buddhismens terminologi: ”Hvad er din oprindelige natur, før du blev født?” eller Jesus selverkendelse: ”Før Abraham blev født, Jeg er!” Det er den samme universelle bevidsthed, som inderne kalder sat-chit-ananda, der betyder ”væren-bevidsthed-fryd” som karakteriserer Brahman (det ubegrænsede) væsen.

Det indiske gudsbegreb hedder Brahman og menneskets sande selv hedder atman. Det er ikke et ego og heller ikke et psykologisk selv eller sjælen, som vi kender den i kristen forstand. Det er snarere menneskets bevidsthed.

Når den indiske mystik nu siger, at Atman er Brahman betyder det, at der tales om menneskets egentlige natur eller den universelle bevidsthed, hvor den rene bevidsthed og bevidsthedens indhold ikke kan adskilles. De er advaita, som betyder ikke to.

Erkendelsen af denne sandhed er skjult af maya, som er illusionen om alle tings adskilthed, der skjuler den egentlige virkeligheds enhed. Maya skaber således en tvedelt verden af subjekt og objekt, indre og ydre og mentale tilstande overfor en broget fænomenverden.

Den dualistiske verden er en praktisk og nyttig verden, som vi bruger og lever, elsker og hader hver dag, men det er ikke vor sande natur, som befrier os (moksha) fra livets modsætninger.

Den oplyste mystiker, som jeg hellere vil kalde den spirituelle ateist, erfarer, at hans egentlige natur er den rene bevidsthed, som i dette evige nu bevidner sit bevidsthedsindhold, hvad enten det er egne mentale tilstande eller det udstrakte bevidsthdsrums indhold.

Indien har et utal af forskellige praktiske veje og metoder, som kan hjælpe et menneske til at erkende sin egentlige natur og dermed finde sin sande identitet. De er meget forskellige og ikke lige gode alle sammen. Man må være meget kritisk i sit valg af mester og hans vejledning i praksis.

Der er mange forskellige former for yoga, som betyder forening, og lige så mange forskellige meditationsmetoder, der bruges til at samle og koncentrere bevidstheden om åndedrættet og kroppens fysiske fornemmelser.

Kroppen betragtes i Indien som sjælens tempel. I Vesten bruges yoga og meditation som fysisk og mental terapi, men i Østen handler det mere om en erkendelse af noget universelt.

Der er to veje, som tiltaler to helt forskellige temperamenter. Den ene er den intellektuelle og udforskende personlighed, og den anden er den hengivende og selvopofrende personlighed. De kaldes henholdsvis Jnana og Bhakti.

Disse to veje fører faktisk til samme sandhed, og når man på sin vej vælger den ene af dem, opdager man senere, at de to falder sammen på et tidspunkt efter mange års træning. Dette er yderst interessant, fordi jnana praksis er ikke-dualistisk, mens bhakti er dualistisk.

Det minder om to meget forskellige spirituelle veje i japansk buddhisme, den ene zen den anden shin. Der er mange zen mestre, som begynder at studere shin buddhisme, når de bliver gamle. De sidder med deres fine afklaring og glæder sig over, at adskilthed og enhed i virkeligheden er en helhed. Ikke-dualisme ophæver ikke dualismen, men inddrager den, ellers ville man jo skabe en ny skelnen mellem ikke-dualisme og dualisme.

For at forklare dette på anden måde kaldes zen’s vej for jiriki, hvilket betyder ”ved egen hjælp”, mens shin’s vej kaldes tariki, hvilket betyder ”ved en ydre hjælp”. Det første vil sige, at praktiserer på en sådan måde, at man selv bestræber sig på at opnå den store erkendelse. Det andet vil sige, at man overlader det til Amida Buddha’s nåde, at modtage den store erkendelse.

Den der praktiserer zen vil en skønne dag opdage, at hans bestræbelse er umulig, at han ikke selv kan komme frem til nogen erkendelse. For det første må selvværen opgives et sted på vejen, og hele ens objektivering af at opnå en erkendelse er ligeledes en hindring på vejen. Derfor hedder det, at der, hvor jiriki ophører, begynder tariki. Når man har opgivet sin selviske søgen, kommer der er afklaring til en – det er en opvågnen.

At følge bhakti yogaens vej vil derfor sige at miste den adskilte selvværen i hengivenhed til ens Gud. Jnana yogaens vej er at kunne se adskilthedens illusion og opdage alle tings enhed ved ikke at skelne mellem bevidsthed og bevidsthedsindhold. Praksis er en meditation på åndedrættet og spørgsmålet: ”Hvad er jeg?”

Den indiske mester Adi Shankara, som levede i begyndelsen af 700-tallet blev kun 32 år. Han skrev et værk ved navn Atma Bodhi, som betyder ”Kend dit Selv” eller ”Vågn op til dit sande Selv”. Man skal ikke lade sig forvirre af brugen at ordet ”selv” (atma) for meningen er ens sande identitet, som man ikke kender. Shankara er grundlægger af advaita vedanta traditionen og skriver:

”Min bevidsthed faldt som et hagl ned i Brahman havets vide udstrækning. Da jeg berørte en dråbe af det, smeltede jeg væk og blev ét med Brahman. Dette er virkelig vidunderligt! Her er Brahman’s ocean, fuld af endeløs glæde. Hvorledes skal jeg modtage eller afvise noget som helst? Er der noget adskilt eller forskelligt fra Brahman? Nu ved jeg endelig og klart, at jeg er atman, hvis natur er evig glæde. Jeg hverken ser, hører eller kender noget, der er adskilt fra mig.”

Et mantra er et spirituelt ord, lyd eller udtryk. Bhaktier messer mantra som en del af deres praksis i hengivenhed til hjælpen fra Brahman. Jhanier bruger dem som meditations objekter i deres praksis for at realisere deres egentlige natur. Ved at gentage en mantra igen og igen bliver det rastløse og distraherede sind stille og fokuseret på åndedrættet. Dette er forudsætningen for at opnå en klar og altomfattende bevidsthed.

Den klassiske indiske mantra er Brahmans navn OM som udtales A-U-M. Rig Veda siger: ”I begyndelsen var Gud, hos hvem Ordet var, og Ordet var i sandhed den højeste Gud.” Er det dette A-U-M, som vi kan genkende i kristendommens Logos?

Logos (ordet) kan muligvis spores fra Indien til den hellenistiske verdens græske mysteriereligioner, hvor vi kender det fra indledningen til Johannes Evangeliet: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.”

I Indien er mesteren guruen, som betyder den, der leder en fra mørke til lys, fra uvidenhed til viden eller fra ubevidsthed til bevidsthed. De oplyste mestre er levendegørelser af sandheden, og de har evnen til at føre den søgende gennem hans vildfarelser til den erkendelse, de selv har. De kan ikke belære eleven, abyasi, om denne sandhed, men de kan hjælpe ham med at fjerne stenene på vejen og give ham en praksis. Eleven må selv træne sig frem til målet, som en sportsmand.

Det er bestemt ikke alle guruer, som er en virkelig mester, men de findes, skønt der ikke er mange af dem. Den virkelige guru har transcenderet den personlige selvværen, som adskiller ham fra verden, og han er derfor ét med virkeligheden i det evige nuvær, som et stort rundt spejl. Derfor kan den søgende eller hengivne eller spørgende i hans nærhed undertiden også finde sin egentlige natur.

Da den virkelige mester ikke har noget ego eller personlig selvværen, kan han virke, som om han ikke er noget, som om han ikke er tilstede, fordi han er det sande menneske uden tilstand eller status. Hans personlige identitet er væk, fordi han har fundet sin virkelige universelle identitet. I Bhagavad Gita hedder det: ”Når du ser evigheden i de forgængelige ting og uendeligheden i de endelige ting, så er det den rene erkendelse.”

Mystik eller spirituel ateisme er en antitese af dogmatisk religion. Religion binder mennesket til en tro og skaber derved en fast og statisk religiøs forklaring, som alle kan tilslutte sig. Mystikeren har forstået, at hvis man på den måde indespærrer sandheden, dræber man den. Skønt den spirituelle ateisme er en umistelig visdom, så må hver mystiker komme frem til sin egen unikke erkendelse.

Advaita vedanta er nok den klarest formulerede indiske ikke-dualisme. Det er den tradition som bedst kan sammenlignes med andre spirituelle traditioner i verdensreligionerne. Dens udsagn kan virke overraskende, men ved et dybere kendskab til dem, viser den sig som en afmystificering af tilsyneladende paradoksale udsagn. Der er bestemt ikke tale om noget overjordisk, men om en ganske naturlig og umiddelbar bevidsthed, som alle kan erfare lige her og nu.

Advaita mesteren Sri Nisargadatta Maharaj (1897-1981), som var en fattig, cigaretrygende, illitterær guru i Bombays slumkvarter sagde: ”Den søgende søger efter sig selv. Opgiv alle spørgsmål undtagen ét: ”Hvad er jeg?”. Når alt kommer til alt, er det eneste, du kan være sikker på, at du er. Dette ”jeg er” er sikkert. ”Jeg er det” er ikke så sikkert.”

Denne fornemmelse af JEG er altid med os. Det er fornemmelsen af at være. Vort sind og vor krop ændrer sig med tiden, men jeg identiteten er altid den samme.

Sandheden er ikke teori, ikke et spekulativt system eller en filosofi, men bevidsthedens korrespondance med virkeligheden. Sandheden er menneskets erkendelse af sin egentlige natur. Vi kan sige meget om kroppens fysik, det psykosomatiske og vore mentale tilstande, men vi kan ikke sige noget om fornemmelsen af ”jeg”, fordi den ikke har nogen kvalitet. Den er blot ”ren” bevidsthed. Inderne kalder den atman og atman er Brahman, fordi bevidstheden ikke er adskilt fra bevidsthedsindholdet.

Med denne erkendelse ophører den fra alt andet adskilte ”person” at eksistere. Der er kun en altomfattende enhed. Mennesket lider af illusionen om at have en personlig identitet, og det er faktisk årsagen til de fleste af menneskets problemer. Tanker opstår, men der er ingen ”tænker”. Derfor kan vi ikke selv bevirke opvågningen af vor egentlige natur.

Alt hvad ”personen” gør som spirituel praksis for at blive ”oplyst” gøder i stedet illusionen om at være en ”person”. Den spirituelle opvågnen, som af mange er blevet kaldt ”oplysning”, er derfor en upersonlig hændelse – der findes ingen ”oplyst” personlighed.